Nørgårds artikler om myter



Nedenfor nævnes de væsentligste artikler, hvor Per Nørgård har skrevet om myter i forbindelse med med tolkning af musik. Alle artiklerne er trykt i Per Nørgård artikler 1962-82.




(1976-77)


Er diatonik et universelt fænomen

I en argumentation for den diatoniske skalas 'naturlighed' indgår myteverdenen i en beskrivelse af skalaens enkelte toner. Mytebegrebet dækker her de karakteristika der ifølge astrologien knytter sig til de syv himmellegemer, Saturn, Jupiter, Mars, Solen, Venus, Merkur og månen. Hver af skalaens syv toner tildeles navnet på et af disse himmellegemer. Og der argumenteres for overførslen af pågældende himmellegemes karakteristika til pågældende tone.






(1976-79)

 


Introduktion til Hierarkisk Genesis

Per Nørgård argumenterer for en teoridannelse omkring musikopfattelsens natur. Den opfattes som 'mangelagede' (hierarkiske) 'tilblivelser' (genesis). Som en måde at verbalisere en musikoplevelse peger Nørgård på et 'lignelsernes sprog'. Som konkrete eksempler herpå analyseres bl.a. 'Greensleeves' med inddragelse af analogier til konkrete myter.







(1978)


Modbilledet - en fænomenologisk studie over myterne bag musikværkets og livets udfoldelsesformer

Udover hvad man kan læse ud af titlen indeholder artiklen en analyse af Mozarts såkaldte 'Elvira Madigan'-tema som eksempel på brug af (bl.a.) myter ved musiktolkning.






(1979)


Vækst - som ledebillede og proces

Per Nørgård fremlægger her sit 'goetheanske' tænkning, hvor dualiteten mellem 'iagttager' og 'deltager' står i centrum. Denne dualitets forhold til skabelsesprocessen beskrives, ligesom skabelsesprocessens drivkraft - ledebilledet - identificeres.

Under en redegørelse for vækstens proces inddrages myterne. Skabelsesprocessen inddeles i syv stadier, som beskrives bl.a. ved inddragelse af symboler for de syv himmellegemer. Deres relation til ugedagene påvises. Endvidere anføres et forhold mellem kunstneriske frembringelser og skabelsesprocessens stadier.






(1979)


Myter og musik

Per Nørgård angiver et musikeksempel for hvert af skabelsesprocessens syv stadier . Otte takter fra Bach¹s Italienske Koncert analyseres med fokus på spændingen mellem det Jupiterske og det Saturn-agtige.