Musik og skabelse

Skabelsesprocessen i tredje symfoni

Tredje symfoni betragtes gerne som et højdepunkt i Nørgårds hierarkiske fase i 70’erne. I det følgende skal jeg antyde et kortfattet synteseforsøg, intuitivt formuleret, billedrigt og associerende, på baggrund af mine egne analyser af symfonien.

 
I begyndelsen af første sats klinger et dybt C, hvis overtonespektrum fordeles over forskellige instrumenter. Disse overtoner er igen grundtoner til nye overtonespektre, som klinger i et meget højt leje for efterhånden at bevæge sig trinvis nedefter.

 

 Ud af klangrummet opstår så rytmen, først som regelmæssigt pulserende to-tone-uendelighedsrække, som dog efterhånden suger klangrummets muligheder i sig: gradvis opstår den kromatiske uendelighedsrække, og ud af denne igen den diatoniske uendelighedsrække. Rytmerne bliver mere og mere gyldne. Melodi og rytme har nu udfoldet deres potentiale efter godt seks minutters spilletid.

 

 

 En ny skabelsesproces kan begynde, og den musikalske organismes indtil nu opnåede bevidsthed er springbrædt for en ny udvikling: Uendelighedsrækken melodiseres, og organismens individualitet bliver derigennem mere og mere hørbar, samtidig med dens polyfoni: Mangelagetheden i rækken komponeres ud; individet blomstrer og fostrer, viser sig i al dets skønhed for til sidst i satsen at gå i hi, vende sig mod sig selv, rulle sig sammen, så det slutter næsten som det begyndte, for dog at sige: Se, det kan jeg!

 

 

 I symfoniens anden sats kan man høre uendelighedsrækkens organisme iføre sig de forskelligste forklædninger: Vi møder forunderlige melodier, rolige og vuggende, vi hører bølgebevægelser tårne sig op; musik af forskellige stilarter kommer os i møde - altsammen dog på grundlag af uendelighedsrækken som det tæppe, hvis tråde alt i kompositionen er vævet af: „Fühl, daß der ganze, der rühmliche Teppich gemeint ist“ lyder det konsekvent i det store slutkor, et citat af et digt af Rainer Maria Rilke, gudssøger og hverdagsmystiker, hvor netop Rilkes sidstnævnte side, den stadige undren over den daglige oplevelses uendelige dybde, har tiltalt Nørgård meget. Følgelig står der også under partiturets slutstreg: ‘Soli Deo Gloria.’

Se i øvrigt gennemgangen af 3. symfoni.