Det kosmiske - overtonerækken og en ostemad




Begyndelsen af min 3. Symfoni er komponeret ud fra en oplevelse, næsten med ærefrygt - noget, jeg ikke var klar over, men som jo alle kan have vidst til alle tider, nemlig, at vores velkendte overtonerække … osv., den tonerække, der går op igennem - , ligegyldigt fra hvilken tone man synger, er der en uendelig overtonerække. Oplevelsen af, at denne overtonerække, hver eneste tone på den skaber en ny overtonerække. Det vil sige, at bare i en eneste overtonerække rummes der et helt spektrum af rækker og klange. Det var udgangspunktet for oplevelsen af begyndelsen af min 3. symfoni, som ligesom er fødslen af en klangverden. Og der ville jeg ikke være sky for at benytte ordet kosmisk om, hvad der finder sted der, fordi det er kosmiske love, som vi genfinder i lyde fra kosmos, hvad enten de er ude fra universet, fra Jupiters møde med solvinden, eller hvad der er tale om. Kosmisk, det er jo sådan set et fænomen, vi alle sammen er knyttet til. Det er kosmisk at trække vejret, det er kosmisk at spise en ostemad, men når vi bruger ordet kosmisk er det jo når det ligesom er så intensiveret, at vi glemmer enhver tanke på ostemad.

Musikeksemplet

    er fra Symfoni nr. 3, startende fra t. 48 i 1. Sats.