Symfoni nr. 5
Kan man udvide forvandligskuglen fra 12 til 36 toner ved hjælp af uendelighedsrækken, så kan man vel også udvide de 36 til 108 og 324 og så videre ad infinitum.
Og så er der strengt taget ingen grund til at udarbejde alle de stigende og faldende sekvenser, som Supersekvensen består af.
Om Per Nørgård har tænkt således vides ikke. Men Supersekvensen bruges kun som kompositionsteknisk grundlag i Helle Nacht. Herefter tager de såkaldte Tonesøer over.
Når de altså falder helt på plads.
En grund til at forstørre forvandlingskuglen var bl.a. fascinationen af den tonale pendlen mellem to tonearter. Man kan altså håbe at genfinde denne pendlen, eller noget, der ligner, når forvandlingskuglen spiles ud ved hjælp af uendelighedsrækken.
Det viste sig , at den måde forvandlingskuglen forlængedes på i supersekvensen, gjorde, at de to tonale planer forsvandt.
I 5. symfoni forlænges rækkerne på en anden måde. Men heller ikke den gav det forventede resultat. Den 'falske' tonesø 'de 36', som anvendes i 5. symfoni ses her:
Se i øvrigt gennemgangen af Symfoni nr. 5.
Først i værkerne efter 5. Symfoni når Per Nørgård frem til en måde at forlænge rækkerne på , der giver de ønskede resultater, og som derfor kan opfattes som konsistente forlængelsesmåder. Sammenlign ovenstående med den 'ægte' tonesø 'de 36'.