Introduktion
Af Jørgen Mortensen

Per Nørgård fandt frem til sin uendelighedsrække i 1959. Den har gennem årene spillet en overordentlig stor rolle for hans kompositioner.
Serialisme?
Uendelighedsrækken er en serie tal - og som sådan må det at komponere med den henregnes til seriel teknik. Men Nørgård forfalder aldrig til ukritisk mekanisk komposition. Uendelighedsrækken bliver brugt til det melodiske, men ikke samtidig til rytme eller dynamik, således som den centraleuropæiske serialisme foreskriver.

Nørgård siger selv, at han ikke opfandt , men fandt uendelighedsrækken. Dermed fik han indblik i et verdensbillede langt forud for sin tid. At dette ikke blot er en floskel, ser man af, at uendelighedsrækken har en række fascinerende egenskaber, som man i dag uden videre vil betegne som fraktale. I 1959 havde man dårligt nok en videnskabelig underbygning af dette eller et videnskabeligt sprog omkring det. Det kom først med den generelle udbredelse af Kaos teorien omkring 1980.
Hvordan lyder uendeligheds
rækken?
De rige musikalske potentialer i rækken er for længst bevist med en mængde værker. Da en musikalsk struktur jo ikke er det samme som en musikalsk komposition, kan det være interessant at lytte til materialet ubearbejdet, “før-kompositorisk”. Musikeksemplet er en neutral, elektronisk gengivelse af uendelighedsrækken i en kromatisk udgave ud fra g’, de første 128 toner: