Symfoni nr. 3
1. sats "Ydre Bevægelse"

Af Erling Kullberg



Klang

I symfoniens 1. hoveddel etableres dens klanglige rum. Her præsenteres værkets grundmateriale i den vertikale dimension: over- og undertonespektrene - 'det harmoniske uendelighedssystem'.

Kraftig ansats på det dybe C2 efterlader som resonans et overtonespektrum med tonen d (9. deltone) som den øverste. Denne tone - midt i det totale register, 'soltonen'  bliver mål for nedadsøgende overtonespektre, der som klingende stjernestøv drysser ned fra de højeste registre mod fundamentet. Efterhånden bliver det hørbart at de faldende overtonekaskader søger ned mod forskellige grundtoner (d, h og g) som dog alle hører hjemme i tonen G's overtonespektrum.




Med voksende tydelighed peges ned mod tonen G, som da også indfinder sig tillige med hele overtonespektret spillet med pomp og pragt i basunerne.


Rytme

Symfoniens klanglige rum - dens harmoniske kodeks, baseret på naturens egne samklange (= over- og undertonerne) - er nu etableret.

I denne hoveddel introduceres den grammatik, der er gældende for værkets rytmiske dimension.

Ved slutningen af forrige afsnit stivnede musikken i en trille på tonerne a-gis. Denne trille udvikler sig til den to-tonige uendelighedsrække.




Nodeeksempler © Edition WH