CONCERTO IN DUE TEMPI
Kadencen
Den store klaver-solo i midten af værket er et af de bedste eksempler på det uendelige accelerando i Nørgårds produktion. Her kan enhver høre, hvad der sker: Klaverets højre hånd spiller pentatone tonegrupper, venstrehånden syvtonegrupper - 5:7-forholdet altså repræsenteret igen! Til og med indeholder begge grupper tilsammen alle oktavens 12 toner.
Denne takt accelereres nu på en sådan måde, at hver anden tone i hver gruppe svækkes og efterhånden bliver væk. En ny gestalt dukker følgelig op, der hele tiden underkastes samme procedure. Hele solo-stedet er disponeret således, at midten nås med omvendingen af den oprindelige figur:
Kort før orkestret sætter ind kommer begyndelsesfiguren igen - men nu ikke som initialfigur, men som resultat af denne 'forvandlingsmaskine'! En slående enkel og perceptiv klar teknik, der parret med det meget dybe register i klaveret giver en helt usædvanlig klangoplevelse.
Kommentatoren
En anden hidtil uhørt ide er den ensomme
saxofon (eller es-klarinet), der sommetider giver sit besyv med. Uformidlet står den
afsides, så at sige ved siden af orkestret - ved uropførelsen endda placeret et godt
stykke væk på et ekstra lille podie.
Denne lille stemme virker som den musikalske bevidstheds suk og kommenterer begivenhederne
så at sige udefra. Lydfilen viser kun et af de mange steder i stykket.
Disse saxofon-kommentarer, sommetider sukkende, til andre tider vrælende, ligger i deres
udtryk meget tæt på det verbale sprog og er alligevel musik på musik. Klaverkoncertens
sprælskhed får hermed en ekstra drejning og en musikalsk pointe, som ikke er hørt før.
Nodeeksempler © Edition WH