|
||||
Den Hierarkiske Musik- mere om bølgelængder og melodiseringSom allerede nævnt: Så længe uendelighedsrækken med sin karakteristiske profil er klingende tilstede i musikken, er der grænser for, hvor meget denne ide kan varieres fra værk til værk. Det næste skridt i den hierarkiske musiks udvikling er derfor at lade rækken træde i baggrunden som en underforstået strukturbærer. I forbindelse med arbejdet på den 3. symfoni videreudviklede Per Nørgård ideerne om bølgelængde og melodisering, to principper der for så vidt ligger implicit i det allerede omtalte. |
||||
|
En bølgelængde er som nævnt en regelmæssig udvælgelse af uendelighedsrækketoner (BL 15 er hver 15. rækketone). Hvad der imidlertid er vigtigt og perspektivrigt at fremhæve, er, at den 'kontrapunktiske' sammenstilling af forskellige bølgelængder i den hierarkiske musik som regel foregår, uden at 'fællesnævneren' = uendelighedsrækken (BL 1) er klingende til stede. I nedenstående eksempel fra korværket Frostsalme ses tilstedeværelsen af 4 forskellige bølgelængder på én gang. Her må man altså - i forhold til en BL 15 i 8-delsbevægelse - underforstå en rasende hurtig BL 1 som de fire lags fælles referenceramme, moderstrukturen der sikrer harmoni i alle mødepunkter, stykkets musikalske DNA. | |||
|
De forskellige bølgelængder kan optræde
enten som grundtoner - dvs. de toner som uendelighedsrækken genererer - eller som
melodier. En melodi - i denne forstand - opstår ved melodisk sammenstilling af udvalgte
deltoner i de enkelte bølgelængders over- eller undertonespektre. Komponisten kan altså
vælge at lade den pågældende bølgelængde repræsentere ved grundtonen, tertsen,
kvinten, septimen, nonen eller endog ved en pause, så melodikken ikke bliver rytmisk
monoton. Princippet er en slags omvendt analogi til begrebet 'harmonisering' og er derfor
af mig - forståelse med Per Nørgård - blevet kaldt 'melodisering'. Udtrykket er
oprindeligt undertegnedes, men er accepteret og anvendt af Per Nørgård selv.
|
|||
|
||||
|
Og netop begrebet harmoni var i allerhøjeste
grad i centrum for Nørgårds tænken og skaben i midten af 70'erne. I en lang række
værker tematiseres og besynges tanken om en kosmisk harmoni bag alle tilsyneladende
kaotiske enkeltmanifestationer. Ikke mindst i hovedværket Symfoni nr. 3, der oprindelig var tiltænkt titlen Te
Deum, og som, apoteoseagtigt, slutter med Rainer Maria Rilkes sonet 'Singe die
Gärten, mein Herz, die du nicht kennst', der besynger det (endnu) ukendte, fjerne. Rilkes
digt understreger i eminent grad, hvad der er essensen i hele symfonien og i den
hierarkiske musik i det hele taget, nemlig at alle konkrete gestalter (temaer osv.) - og i
videre forstand alting - blot er enkelte tråde i det kosmiske tæppe (...fühl, dass
der ganze, der rühmliche Teppich gemeint ist). Per Nørgård:
Det kosmiske tæppeMan kan nu se hele den hierarkiske musiks potentiale for sig som et kæmpemæssigt tæppe med lodrette og vandrette tråde og med mulighed for at lade de mest forskelligartede mønstre træde frem på denne baggrund. De vandrette tråde udgøres af uendelighedsrækken (eller -rækkerne, for der er jo principielt tale om uendelig mange parallelle forløb). De lodrette tråde er over- og undertonespektrene for hver eneste uendelighedsrækketone. Per Nørgårds kompositoriske opgave og udfordring er at få øje på, fremdrage og videreudvikle de spændende konstellationer der byder sig til. Mulighederne er uendelige i dette broderi, både for dannelse af melodier (evt. med tilhørende harmonier) og for sammensætning af flere, selvstændige musikalske lag med forskellig puls og tempo (bølgelængde). Og så længe komponisten strengt overholder proportionerne mellem de forskellige lag, er den fundamentale harmoni sikret på alle mødesteder. |
|||
Nodeeksempler © Edition WH |
||||
![]() |
||||